11-årige Julie er Danmarks måske yngste holdleder

​I Bjerregrav bliver et kvindefodboldhold styret af Julie Korsgaard Mouritsen, der er bare halvt så gammel som spillerne.

Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Siden hun var 9 år, har Julie Korsgaard Mouritsen sørget for alt det praktiske og ikke mindst det gode humør på kvinde-fodboldholdet i Bjerregrav nord for Viborg.

Jeg vil gerne blive ved med at være holdleder i meget, meget lang tid. Jeg vil måske også være træner for et hold.

Julie Korsgaard Mouritsen, 11 år, Bjerregrav 

Mange af kvinderne er over dobbelt så gamle som hende selv, men det skræmmer hende ikke. Det hele startede med, at hun ved en enkelt kamp skulle fylde drikkedunke og ordne trøjer, men opgaverne tog hurtigt om sig.

- Julie viste jo interesse for det og ville egentligt gerne med, siger træner Henrik Flensborg Hansen.

Nu er den 11-årige Julie Korsgaard Mouritsen med hver gang, og her sørger hun for alt det praktiske fra sidelinjen.

- Jeg vil gerne blive ved med at være holdleder i meget, meget lang tid. Jeg vil måske også være træner for et hold, siger den unge holdleder.

Barnlige sideopgaver

Udover de mange fodboldpraktiske gøremål til kampe og træninger, har Julie Mouritsen også en ekstra opgave. Hun står nemlig for at passe kvindespillernes børn, når de sommetider er nødt til at komme med til træning.

- Hun kan håndtere børn i alle aldre, og hun sørger for lige at give dem lidt af deres madpakker, de har med, eller underholder dem på tæppet, siger Mette Hildebrandt, der spiller på Julie Korsgaard Mouritsens hold.

Julie Mouritsen har ikke nok i holdleder- og babysittertjansen. Hun drømmer om en plads i klubbens bestyrelse, og hvis det stod til hende, ville hun gerne have den allerede nu.

- Men så fandt jeg så ud af, at man skulle være meget ældre, så det må jeg så vente et par år med, siger en fortrøstningsfuld Julie Korsgaard Mouritsen.

Udover at bruge sin tid som holdleder, spiller hun selv fodbold tre gange om ugen på det lokale U13-hold.