11-årige Christina tog affære, da hendes mor fik kræft for tredje gang

Christina Stecher ville gøre en forskel, da hendes mor fik konstateret kræft for tredje gang. Derfra gik det stærkt.

Christina Stecher (tv.) og veninden Emilie Ojala Larsen har indsamlet penge ind til Knæk Cancer-showet. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Det tog hårdt, da Lisa Stecher fra Ringkøbing for tredje gang fik konstateret kræft. Hendes familie var ramt af situationen, men en dag fik hun sig en overraskelse.

Det er verdens dårligste sygdom

Christina Stecher

Da hun kom hjem, viste hendes datter Christina hende nogle flyers. I dem havde hun skrevet morens kræfthistorie, og at hun i den forbindelse ville samle penge ind til det store Knæk Cancer-show, der løber af stablen den 26. oktober.

Læs også 22-årige Line overvandt kræftsygdom og vil nu hjælpe andre med at gøre det samme

- Jeg tror, at noget af det, hun havde skrevet, var, at bare en krone ville hjælpe til deres indsamling, fortæller Lisa Stecher.

11-årige Christina Stecher har dog indsamlet mere end bare en enkelt krone. For sammen med hendes bedste veninde, Emilie Ojala Larsen, har hun lavet armbånd, som de sælger via Instagram, og samlet penge og pant ind.

Status tirsdag morgen var, at de havde indsamlet omkring 23.500 kroner.

Christina Stecher er her ved at pante nogle af de flasker, der er blevet doneret til hendes projekt. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

- Kræft er noget værre vrøvl

For 11-årige Christina Stecher drejer indsamlingen sig kun om én ting: At gøre en forskel.

Derfor startede hun hele indsamlingen.

- Det var fordi, min mor fik kræft. Det ville jeg gøre en stor forskel med. Alle fra min familie blev også kede af det og synes ikke, det var sjovt at se. Så jeg spurgte Emilie, om hun ville være med. Det sagde hun ja til, og det er jeg rigtig glad for. Og så samlede vi alt det her ind sammen, siger Christina Stecher.

Derfra gik det hurtigt. For efter familien lavede et opslag i en lokal Facebook-gruppe for Ringkøbing, strømmede det ind med henvendelser fra både private og virksomheder, der ønskede at donere deres pant til det gode formål, der skal hjælpe forskningen.

- Kræft er noget værre vrøvl. Jeg synes ikke, at der er nogen, der skal have det. Det er verdens dårligste sygdom, siger Christina Stecher.

Lisa Stecher fik i august konstateret kræft for tredje gang. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Hele familien bliver ramt

Hos familien Stecher snakker de åbent om, hvad det er, Lisa Stecher går igennem med den tredje konstatering af kræft.

Men de fokuserer også på, at kræften ikke er hendes personlige kamp.

Læs også Lav en Knæk Cancer-blomst og støt kampen mod kræft

- Der er rigtig mange tanker og følelser, når man bliver ramt af kræft. Det er ikke kun mig, der bliver ramt af kræft. Det er hele familien, siger Lisa Stecher.

Det betyder derfor meget for bearbejdningen af det hele, at datteren Christina nu føler, at hun kan give et bidrag.

- Christina har ikke rigtigt kunnet gøre noget, men her kan hun gøre en forskel og sætte ind og føle, at hun bidrager med noget. De der pantsituationer har kostet mange timer. Det må man sige. Men så føler de også, at de gør noget, lyder det fra Lisa Stecher.

Også tirsdag var de to veninder og Lisa Stecher ude for at samle pant ind fra forskellige privatpersoner og virksomheder. Der kom i alt 3500 kroner ind, så deres indsamling lyder nu på mere end 27.000 kroner.

02:41

En 11-årig pige er begyndt at samle penge ind i Ringkøbing. Årsagen er, at hendes mor nu har kræft for 3. gang - og pigen mente, at et eller andet burde hun gøre. Så nu kører hun rundt i sit lokalområde og samler flasker ind og sælger armbånd.

Luk video