100.000 i dusør for Nolde-maleri

Menighedsrådet ved Ølstrup Kirke udlover dusør på 100.000 kroner, for oplysninger der kan opklare stort kunstkup.

nolde-maleri.jpg

Politiet har ikke fået nye spor i jagten på gerningsmændene, der stjal et Emil Nolde-maleri fra den ulåste kirke i Ølstrup ved Ringkøbing.

Nu udlover menighedsrådet en dusør på 100.000 kroner, der gerne skulle lokke eventuelle vidner frem.

- Vi ved jo ikke om billedet er ude af landet ved en eller anden kunstsamler. Det man kunne håbe på, det var om pengene kunne lokke dem, der har udført arbejdet. Hvis de kun har fået 10.000 for arbejdet, kan det jo være. Selv banditter bliver uvenner, siger menighedsrådsformand Boe Hammelsvang.

Vurderet til 10 millioner

Maleriet af Emil Nolde hang som alterbillede i Ølstrup Kirke. Det blev stjålet mellem mandag morgen og tirsdag formiddag i sidste uge.

Maleriet har titlen " Middag i Emmaus" og er vurderet til omkring 10 millioner kroner.

Dusøren kommer fra menighedsrådets egen kasse til uforudsete udgifter.

- Hvis vi får maleriet i den ene hånd, er vi villige til at give 100.000 med den anden, siger menighedsrådsformanden.

I næste uge er det planen at maleriet bliver efterlyst i Station 2.