100 personer demonstrerede, men nu har Ulla igen fået afslag på førtidspension

​I sidste uge troppede omkring 100 personer op foran Struer Rådhus for at demonstrere for Ulla. Nu har hun igen fået afslag.

Ulla Astrup til demonstrationen i torsdags. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

60-årige Ulla Astrup fra Hjerm har været i kamp med Struer Kommune gennem en længere periode. Hun er i konstante smerter. 

Kvinden har både skoliose, som gør, at hendes ryg hælder 42 grader og er stort set faldet sammen i løbet af to år. Samtidig er hun også diagnosticeret med Parkinsons. 

Struer Kommune mener dog, at fordi hun står overfor en operation, som gør hendes ryg helt stiv, så skal hun på kontanthjælp og senere i arbejdsprøvning.

Det har familien klaget over, og i dag kom resultatet så. Endnu engang blev det til et afslag.

- Vi er fuldstændigt rystede over, at de kan komme frem til den konklusion, fortæller Ullas mand Erling Astrup.

Sagen har rørt flere i lokalområdet, og der var blandt andet 100 personer, der dukkede op til en demonstration for Ulla i torsdags.

Læs også Demonstration foran Struer Rådhus: - Jeg er virkelig rørt

Overvejer skilsmisse

Erling Astrup fortæller, at afgørelsen fik Ulla til at bryde sammen.

- Hun ligger her og græder, for hvad skal vi gøre, spørger han.

TV MIDTVEST har læst afgørelsen, hvor det blandt andet bruges som begrundelse, at Ulla Astrup endnu ikke er færdigbehandlet, da hun er skemasat til en større rygoperation, og at alle muligheder for at få hende tilbage på arbejdsmarkedet dermed ikke er udtømt. Det er den samme afgørelse, som kommunen tidligere er kommet frem til.

Erling Astrup mener, at kommunen er kommet frem til afgørelsen på et faktuelt forkert grundlag og ikke har taget nok hensyn til Ulla Astrups parkinson, men derimod lagt for meget fokus på hende kommende rygoperation. Han føler, at de er ved at løbe tør for muligheder.

- Vi har selvfølgelig en plan B og en plan C. Plan B er, at vi kan blive nødt til at blive skilt. Det er ikke noget, som vi på nogen måde ønsker, men så skal kommunen overtage forpligtelserne. Plan C er, at vi må flytte til en anden kommune, fortæller han. 

01:30

Ulla Astrup vil gerne have førtidspension, men kommunen er vanskelig at overbevise. Torsdag var der demonstration.

Luk video