10 chihuahua-hvalpe stjålet

En hunde-kennel i Junget ved Roslev fik onsdag aften stjålet 10 chihuahua-hvalpe til en værdi af 150.000 kroner.

090723_Chihuahua2.jpg

10 chihuahua-hvalpe blev onsdag i tidsrummet 15-22 stjålet fra Kennel Chanel i Junget ved Roslev.

Hvalpene er fra seks forskellige kuld, og er mellem 10 og 12 uger gamle. Tilsammen har hvalpene en værdi af 150.000 kroner, og politiet har ingen spor af gerningsmændene.

Kennel Chanel har tidligere haft ubudne gæster, da der for tre år siden blev stjålet en chihuahua-hvalp. Nu frygter kennel-ejer Martin Kristensen, at de små hunde kommer til at dø.

- De er ikke større, end at de kan være i en sportstaske. Hvalpene har en meget svag psyke, så de kan hurtigt få det dårligt, hvis de ikke bliver fundet, siger Martin Kristensen, der er ejer af Kennel Chanel. 

Hvis nogen har informationer om tyveriet af hvalpene, kan de kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.