10-årig kæmper for sin skole

Lea har skrevet dagens kampråb for at bevare Ryde Skole. Lørdag lød råbet i Holstebros gader.

Lea.jpg

Godt 150 personer - børn og voksne - deltog lørdag formiddag i en demonstration i Holstebro mod lukning af Ryde Skole. Demonstranterne gik fra Gråkjær Arena til Holstebro Rådhus iført skriggule veste med "Ryde Skole" præget på ryggen.

Undervejs var der godt gang i kampråbet:

- Vi vil ikke lukke. I kan bare sukke. For vi har det hele. Vi vil ikke deles. I skal bare holde jer væk. For vores skole er perfekt. Det kan ikke nytte. Vi vil ikke flytte. Åhhh  . . . . Ryde!!

Kampråbet var forfattet af den 10-årige Lea Lorentzen, der bor i Stendis og til daglig går på Ryde Skole. Initiativet til kampråbet har hun taget på egen hånd - hun VIL bare blive ved med at gå på sin "egen skole".

- Ryde Skole er en god skole. Vi er rigtig glade for den og lærer en masse. Den er bare rigtig dejlig! Det vil vi gerne gøre andre opmærksom på, fortæller 10-årige Lea Lorentzen.

Karameller og fællessang

På turen delte børnene karameller ud til publikum i Holstebro gågade, og ved rådhuset blev der sunget fællessang.

Der er flertal for lukningen i Holstebro Kommune, men den endelige beslutning tages først ved byrådsmødet tirsdag aften.

Les syntes, at demonstrationen gik rigtig godt. Nu håber hun bare politikerne hørte slagsangen så skolelukningen aflyses!