10-årig befamlet af mand i svømmehal

Politiet har anholdt en mand, der i aften har befamlet en 10-årig dreng i et omklædningsrum i Holstebro Svømmehal.

Politi.dk jakker.jpg

En 10-årig dreng er blevet befamlet af en mand i et omklædningsrum i Holstebro Svømmehal.

Drengen var til svømning i Holstebro Svømmeclub, da manden krænkede ham:

- Manden skulle have befølt den 10-årige dreng på intime steder. Det får vi at vide af drengens mor og bademester, siger Anders Olesen, vagtchef fra Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk.

Hurtigt anholdt

Drengen fortalte sin mor, der var til stede, samt bademesteren, hvad der var sket.

Derefter anmeldte de det til politiet, der hurtigt rykkede ud.

Moderen og bademesteren kunne udpege manden, der stadig var i svømmehallen, og dermed blev manden anholdt.

Fulgte efter børn

Holstebro Svømmeclub har udsendt en mail til medlemmer, hvor de beskriver, hvad der skete:

- Manden er ikke medlem af Holstebro Svømmeclub. Han havde købt billet som enhver anden badegæst, men var tilsyneladende fulgt efter nogle børn op ad trappen på første sal, hvor svømmeklubben har omklædning, står der i mailen.

Afhøres i morgen

Den 10-årige dreng er rystet over episoden, men han har ikke lidt nogen fysisk skade, oplyser politiet.

- Drengen afhører vi ikke i aften. Han er chokeret over oplevelsen, siger vagtchef Anders Olesen.

Først efter drengen er blevet afhørt i morgen tidlig, kan den anholdte mand blive afhørt.

Holstebro Svømmeclub oplyser i mailen, at familien vil blive tilbudt krisehjælp, hvis det bliver nødvendigt.