Han kommer snart på landsholdet

Dan Hirsch Sørensen, Sportskommentator
Dan Sørensen analyse FCM FC Midtjylland
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

FC Midtjylland vaklede og var på gyngende grund i Budapest. Ferencvaros sværmede omkring det midtjyske mål og kunne snildt have scoret mere end det ene mål og kunne også have udlignet FCM's føring på de to mål fra den første Champions League kvalifikationskamp.

Men FC Midtjylland slap med skrækken i første halvleg.

I anden halvleg scorede midtbanemotoren Oliver Sørensen et uhyre vigtigt mål, som virkede til at pille noget af energien ud af ungarerne og give midtjyderne ekstra tro og energi.

Og er der én, der aldrig mangler energi, er det netop Oliver Sørensen. Den unge viceanfører er efterhånden blevet lidt af en talisman for FC Midtjylland. Han har nogle af de kvaliteter og dyder, der gør, at vejen til landsholdet må være kort. Han må snart komme i spil til nationalmandskabet. Også selv om det på det seneste ikke har været let for spillere i Superligaen at tilspille sig en plads på landsholdet.

Men har vi ret mange midtbanespillere med dansk pas, der lige nu er bedre og vigtigere for sit hold end Oliver Sørensen?

Jeg kan ikke få øje på ret mange.

I øvrigt en fornem bedrift af FC Midtjylland at spille sig videre i Ungarn. Nu er det kun Slovan Bratislava, der kan forhindre FC Midtjylland i at komme i Champions League. 

daso_dsc_3578.jpg
Af Dan Hirsch Sørensen
Sportskommentator

Dan har spillet 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub og var anfører i en stor del af tiden. Han ragede i øvrigt et hav af røde kort til sig. Efter fodboldkarrieren har han også beskæftiget sig med sport. Nu betragter han spillet fra sidelinjen for TV MIDTVEST som sportskommentator.