Søg

Falck overtager lægepraksis på Thyholm

Video: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Falck Lægehuse skal drive Lægeklinik i Hvidbjerg på Thyholm.

07. feb 2018 kl. 17:07 by · ·

Når den praktiserende læge Jens Ginnerup Andreasen stopper i sin praksis i Hvidbjerg på Thyholm overtager Falck Lægehuse patienterne, det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Vores første prioritet er altid at få en praktiserende læge til at overtage klinikken. Når det ikke var muligt, er jeg glad for, at vi med aftalen kan fastholde lægehjælpen i nærområdet, siger Annette Roed, formand for udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Falck Lægehuse forpligter sig til at drive klinikken og sikre læge til thyholmerne i minimum tre år, men kan forlænges med et år, hvis Region Midtjylland ikke har fundet en anden løsning efter tre år.

Når aftalen udløber, vil regionen igen sende driften af lægeklinikken i udbud.

- Mit håb er, at en eller flere læger til den tid står klar til at overtage klinikken, siger Annette Roed. 
 

Fra og med den 1. april skal Falck Lægehuse overtage klinikken her på Søderlandsgade i HVidbjerg. Aftalen mellem Region Midtjylland og Falck løber i tre år.  Video: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

God løsning 

Da det blev kendt, at Jens Ginnerup Andreasen ikke ville fortsætte i klinikken på Sønderlandsgade i Hvidbjerg, gav det panderynker rundt omkring i lokalsamfundet. Lene Houe har siddet i byrådet i Struer siden 2010. Hun bor selv på Thyholm, og hun hilser regionens løsning velkommen. 

- Jeg er glad for, at der er fundet en løsning. Jeg er glad for at borgerne er sikret en løsning. Og så kan man jo stadigvæk bruge tiden på at arbejde for, at en læge vil overtage klinikken, siger Lene Houe.  

- Vi vil rigtig gerne have vores egen privatpraktiserende læge, som overtager den dag aftalen slutter med Falck. Men det her giver en sikkerhed, som vi er glade for. Man skal ikke være negativ eller pessimist fra start. I Sunds har Falck også kørt klinik, og der er lige vendt to læger tilbage. Sådan kunne det jo også gå på Thyholm, siger Lene Houe.

- Regionen har været godt tilfreds med, hvordan Falck Lægehuse har drevet klinikken i Sunds. Det har vist sig, at vi ved at fastholde den lokale lægeklinik har banet vejen for at afsætte klinikken til en blivende læge, siger Annette Roed.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version