Katrine og Cecilie fik stjålet deres intime billeder: Nu svarer de på brugernes spørgsmål

Her til aften har man på TV MIDTVESTs Facebook kunnet skrive med to ofre i en omfangsrig hackersag.

Cecilie Aagaard Jensen og Katrine Duga sad torsdag aften klar til at svare på brugernes spørgsmål på TV MIDTVESTs Facebook-side.
Cecilie Aagaard Jensen og Katrine Duga sad torsdag aften klar til at svare på brugernes spørgsmål på TV MIDTVESTs Facebook-side.
Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

25-årige Cecilie Aagaard Jensen og 21-årige Katrine Duga har aldrig mødt hinanden før, da de torsdag aften mødes på TV MIDTVEST i Holstebro, men de har noget tilfælles.

De har nemlig begge to været ofre for en 26-årig mand fra Herning, der lige nu sidder varetægtsfængslet og er sigtet for at have hacket profiler og stjålet billeder fra mindst 500 kvinder.

I denne uge har de to unge kvinder stået frem på TV MIDTVEST og fortalt deres historie, og torsdag aften satte de sig så sammen til tasterne for at svare på de spørgsmål, som brugerne på TV MIDTVESTs Facebook-side måtte have til dem.

- Efter jeg fik en masse trælse kommentarer, så ville jeg gerne ind og forklare mig selv, forklarer Katrine Duga.

Hårde kommentarer

Cecilie Aagaard Jensen og Katrine Duga har begge fulgt med i debatten på TV MIDTVESTs side i løbet af ugen, og de har begge læst kommentarer fra brugere, der har givet udtryk for, at de ikke mener, at de unge kvinder har passet godt nok på.

- Det kan jo aldrig være vores egen skyld. Han har været rigtig dygtig til det, han har gjort og udgivet sig for at være andre personer for at få de her koder. Men selvfølgelig er det rigtigt svært at få at vide, at vi selv er skyld i det, forklarer Cecilie Aagaard Jensen og fortsætter:

- For mit vedkommende har jeg bare haft tiltro til en rigtig god kollega og kammerat for at få installeret et virusprogram. Så jeg vil overhovedet ikke kalde det min egen skyld, for jeg har stolet på ham.

Katrine Duga har blandt andet modtaget denne besked på Instagram, efter hun stod frem hos TV MIDTVEST.
Katrine Duga har blandt andet modtaget denne besked på Instagram, efter hun stod frem hos TV MIDTVEST.

Stor støtte

Det er dog ikke kun spørgsmål, som brugerne har Cecilie Aagaard Jensen og Katrine Duga.

Flere sender hjerter og opbakning til dem, hvor de roser dem for at have stået frem.

- Det har været virkeligt dejligt. De der trælse kommentarer, de sætter sig mere fast end de gode, så det er godt, der er nogen, der har skrevet søde ting, siger Katrine Duga.