Hemmelig ”modstandsgruppe” sætter skilte op

En gruppe borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune er tilsyneladende så trætte af solceller og vindmøller i kommunen, at de har sat protestskilte op.

demoskilt
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Siden fredag er små, hjemmelavede skilte begyndt at poppe op forskellige steder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

De står alle i nærheden af områder, hvor der er etableret solcelleparker, rejst vindmøller, eller hvor der er planer om det.

Dorthe Fahl, der bor i Nørre Bork, er stødt på ni skilte rundt omkring. Hun synes, det er godt fundet på.

- Jeg synes, at Ringkøbing-Skjern Kommunes borgere har taget deres del af slæbet. Jeg kan godt se, at politikerne i byrådet rigtigt gerne vil tage lidt mere. Men borgerne, der bor ude i de her områder, er ved at have taget deres del, og jeg tror, det er derfor, der er protester i gang, og derfor nogle får ideen til sådan en lille gimmick, siger hun.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der flere store energiprojekter på vej. Men mange borgere mener, det klinger lidt hult, når nu kommunen vil brande sig på at være naturens rige.

- Mange borgere er ved at være rimeligt trætte af alle de ting, vi får trukket ned over hovedet, og mange mener, at vores byråd faktisk er ved at ødelægge naturens rige, siger Dorthe Fahl, der til dagligt er aktivitetsmedarbejder.

Vil væk fra kommunen

En af de borgere, der synes, den grønne omstilling har grebet om sig i kommunen, er Jessica Utendørffer.

- Jeg synes, det er fint med de skilte, for jeg synes ikke, vi skal have flere solceller her. Jeg synes, det ødelægger naturens rige, siger Jessica Utendørffer.

Hun bor i Hemmet, men hun har planer om at flytte fra sit hjem og helt væk fra kommunen.

- Det fylder rigtigt meget, og der går ikke længe, før jeg flytter væk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, for det hele bliver lukket til og klistret til med solceller og vindmøller - desværre. Og det er grunden til, at jeg ikke vil bo her mere. Der er alt for meget efterhånden, siger Jessica Utendørffer, der arbejder hos IBF Beton.