Nye retningslinjer skal gøre det forsvarligt at møde ind på job igen

De danske virksomheder skal have fokus på, hvordan de kan få deres medarbejdere forsvarligt tilbage på job.

Erhvervsminister Simon Kollerup kommer oprindeligt fra Thy.
Erhvervsminister Simon Kollerup kommer oprindeligt fra Thy.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har onsdag fremlagt fem retningslinjer til de danske arbejdspladser, så de kan åbne forsvarligt op igen efter påske.

De fem retningslinjer er:

  • Tilrettelæggelse af arbejdet
  • Indretning af arbejdspladserne
  • Hygiejne og adfærd på arbejdspladserne
  • Håndtering af sygdom
  • Transport til og fra arbejde

Retningslinjerne fra Simon Kollerup kommer efter, at statsminister Mette Frederiksen på mandagens pressemøde fortalte, at privatansatte kan være på vej tilbage på job.

Tilrettelæggelse af arbejdet

Selvom det bliver muligt at komme tilbage på job i løbet af de næste måneder, bør man på de enkelte virksomheder overveje, om medarbejderne fortsat kan arbejde hjemmefra i et eller andet omfang.

Sådan lyder den første retningslinje fra Erhvervsministeriet.

- Det er svært at være lige så produktiv hjemme som på kontoret. De arbejdspladser, hvor teknologiske muligheder gør det muligt at arbejde hjemmefra, bør dog gøre det. Udsatte bør stadig arbejde hjemmefra, siger Simon Kollerup.

De medarbejdere, der kommer tilbage på job, bør ifølge erhvervsministeren blive fordelt så meget som muligt ud på den enkelte virksomheds lokaler.

Dertil kommer, at Simon Kollerup opfordrer virksomhederne til at holde videomøder og begrænse fysiske møder.

Hygiejne og adfærd på arbejdspladserne

Ligesom i dag skal folk bliver ved med at holde to meters afstand til hinanden, når de igen møder ind på job.

- Vi skal ikke stå i kø til kantinen, og det er vigtigt, at selvom det bliver godt at se sine kolleger igen, så skal man ikke sidde ved samme bord og spise sin frokost, siger Simon Kollerup.

Dertil kommer, at der skal gøres meget rent på arbejdspladsen. De steder, hvor man deler mus og tastatur, skal gøres ekstra grundigt rent i de her tider.

Ifølge Simon Kollerup er det vigtigt, at der i virksomhederne bliver udviklet en kultur, hvor der er fokus på, at man ikke skal være på job, når man er syg.

Og hvis man bliver syg, skal der lægges en plan for, hvordan man håndterer det.

Transport til arbejde

Erhvervsministeriet ser gerne, at især de store virksomheder tænker over, hvordan folk kan arbejde forskudt af hinanden, så man undgår, at medarbejderne møder ind på samme tidspunkt.

Det skridt skal samtidig være med til at lette presset på den kollektive trafik.

- Vi har brug for, at I laver en plan for, hvordan det kan undgås, lød det fra Simon Kollerup på pressemødet, der også opfordrer folk til at tage cyklen, hvis det er muligt.

På mandagens pressemøde fortalte Mette Frederiksen, at der i forbindelse med genåbningen af Danmark vil blive indsat flere busser og tog for at lette presset på den kollektive trafik.