Danmark Rundt starter igen i Struer i 2020

30. udgave af PostNord Danmark Rundt begynder i Struer, og for første gang i løbets historie starter en etape uden for Danmark.

PostNord Danmark Rundt
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den 11. august 2020 er Struer igen startby, når PostNord Danmark Rundt skydes i gang.

Det er anden gang, at Struer er startby, og herfra kører rytterne sydpå – blandt andet gennem Bur, Vemb og Ulfborg. Ruten går også forbi Ringkøbing, inden vestkysten rammes i Søndervig, hvor der er helt åbent for sidevind ned gennem Hvide Sande og Nymindegab. Den første etape slutter i Esbjerg.

Kort over første etape af PostNord Danmark Rundt 2020.
Kort over første etape af PostNord Danmark Rundt 2020.
Foto: PostNord Danmark Rundt

Flere nyheder i 2020

PostNord Danmark Rundt byder på flere store nyheder, når rytterne i august 2020 triller ud på de danske landeveje til den 30. udgave af cykelløbet. For første gang i løbets historie starter en af etaperne uden for Danmark. Det sker, når 3. etape - kongeetapen - skydes i gang i Flensborg i Tyskland.

Årsagen er, at man fra løbets side vil markere 100-året for genforeningen i 1920, hvor Nordslesvig igen blev en del af Danmark, forklarer løbsdirektør Jesper Worre.

- Vi har længe tænkt, at vi gerne ville gøre noget anderledes i 2020, og så ville det være rigtig sjovt at lave noget med Flensborg. Det er fantastisk, at vi har fået lov at starte der, og det har været en fornøjelse at arbejde med bystyret i Flensborg om det her, siger han.

Etapen er løbets længste og starten neutraliseres af sikkerhedsmæssige årsager, indtil rytterne passerer grænsen til Danmark ved Kruså. Derfra går turen nordpå, og etapen slutter i Vejle.

Ingen enkeltstart

Foruden en etapestart uden for Danmark køres 2020-udgaven af Danmark Rundt uden enkeltstart. Det er også første gang nogensinde, at det sker.

- Det er ret kontroversielt, for vi har altid kørt enkeltstart. Men der er mange cykelløb, der ikke har en enkeltstart, og nu tænkte vi, at vi også vil prøve det. Der er nogle ryttere, der synes, at enkeltstarten er irriterende, og nogle ryttere, der vil savne den. Sådan vil det være. Nu må vi se, hvad reaktionerne bliver, men vi tror ikke, det gør noget for spændingen - måske kan den endda blive endnu større, siger Jesper Worre.

I stedet for enkeltstarten køres 4. etape som en rundstrækning på 19,5 kilometer med start og mål i Kalundborg. Den skal køres otte gange.

Løbets sidste etape skydes i gang i Holbæk for at hylde den nykårede verdensmester i landevejscykling Mads Pedersen, der startede sin karriere i Holbæk Cykle Ring. Etapen slutter med ti omgange på Frederiksberg med målstreg på Frederiksberg Allé.

PostNord Danmark Rundt køres fra tirsdag 11. august til lørdag 15. august. I alt skal rytterne tilbagelægge 876 kilometer inden målstregen på Frederiksberg.

Se hele ruten på PostNord Danmark Rundt hjemmeside.

8:52
I 2019 startede etapeløbet Post Nord Danmark Rundt i Silkeborg.