48 år efter overgreb på børnehjem: Tove er et af de få ofre, der har søgt tilskud til psykologhjælp

Enkelte ofre for seksuelle overgreb fra Børnehjemmet Solgården har søgt støtte til psykologhjælp via Luthersk Mission. Hjælpen er til grin, mener offeret Tove Dohn.

Tove Dohn er en af de få, der har fået penge til psykologhjem, efter forstanderen på det børnehjem, hun boede på, misbrugte hende seksuelt.
Tove Dohn er en af de få, der har fået penge til psykologhjem, efter forstanderen på det børnehjem, hun boede på, misbrugte hende seksuelt.
Foto: Lasse Mogensen, privat

I februar 2024 gik Luthersk Mission ud med en håndsrækning til ofrene for de seksuelle overgreb, der fandt sted på Børnehjemmet Solgården i Tarm i perioden 1949-1976.

Overgrebene blev begået af Michael Mortensen, der var forstander for det luthersk missionske børnehjem.

Nu viser nye tal, at kun fem ofre har søgt denne støtte på 10.000 kroner efter skat, selvom der kan have været op mod 100 ofre.

Tove Dohn er ét af de fem ofre, der har søgt og modtaget støtten. Hun blev udsat for flere seksuelle overgreb af forstander Michael Mortensen, mens hun boede der i alderen 9-12 år. 

Men ifølge hende er beløbet på 10.000 kroner alt for småt.

- Jeg føler mig mere til grin, end hvad godt er. 10.000 kroner er ikke nok. Det giver fire behandlinger ved en psykolog, og når man er helt ødelagt, er det ikke nok, siger Tove Dohn. 

Men det er vel bedre end ingenting? 

- Der er forskel på, hvor meget folk har brug for. Men 10.000 er ikke nok, siger hun. 

Tove Dohn fortæller desuden af hun og andre ofre har rådført sig med psykolog Oscar Plougmand, hvor de fandt frem til et beløb på mellem 25.000 og 50.000 kroner, som de fandt mere passende. 

LM havde troet på flere

I 2023 udgav journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen bogen 'Dem der ikke tier'. Her fortæller han om seksuelle overgreb på op mod 100 børn på hjemmet gennem 27 år.

Men ud af de cirka 100 er det altså kun 5, der har søgt økonomisk støtte til psykologhjælp.

- Jeg havde tænkt, at der ville have været flere, der havde søgt, siger Birger Reuss Schmidt, der er vicegeneralsekretær i Luthersk Mission.

Hæver ikke beløbet  

Det var Luthersk Mission, der drev Børnehjemmet Solgården i de 27 år, hvor overgrebene fandt sted.

Børnehjemmet var dog en selvejende institution, og derfor er Luthers Mission ikke juridisk forpligtet til at hjælpe ofrene.

Ifølge vicegeneralsekretær i Luthers Mission Birger Reuss Schmidt er beløbet på 10.000 kroner afvejet ud fra, at der findes gratis tilbud også, men at der her forekommer lange ventetider.

- Jeg ved ikke, om det er nok, men det er en start for dem, der ønsker behandling, siger Birger Reuss Schmidt. 

Der er kun fem, der har fået bevilget beløbet – overvejer I på den baggrund at hæve beløbet?

- Nej, det har vi ikke umiddelbart i vores planer. 

Har I været gode nok til at kommunikere budskabet ud, nu hvor kun fem har søgt om at få tildelt støtten? 

- Man kan altid forbedre, men jeg synes, vi har gjort, hvad der var muligt for os. Det har været omkring i landsdækkende medier og især i den vestjyske presse, siger Birger Reuss Schmidt.  

- Der har været talt om at mørketal på op mod 100 ofre, og det er et stort tal, men jeg er ikke i stand til at tolke på det tal. 

Solgården Børnehjem
Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek

Sagen om overgrebene på Børnehjemmet Solgården er igen blevet aktuel, efter 20-årige Lasse Mogensen sammen med Tove Dohm har startet en indsamling til fordel for ofrene fra børnehjemmet Solgården i Tarm.

Sagen rullede for første gang i 2006, da Grethe Sørensen med erindringsbogen 'Barndommens Dal' fortalte om de overgreb, hun blev udsat for på børnehjemmet. 

I 2023 udgav Peter Øvig Knudsen bogen 'Dem der ikke tier'. I forlængelse af dette var Luthersk Mission ude med en officiel undskyldning til ofrene for de seksuelle overgreb.. De kom også med et tilbud om støtte til psykologhjælp. 

Er det ikke lidt sent, at I reagerer, nu hvor det skete for over 48 år siden? 

- Da sagen kom frem i 2006, gik vi også åbent ud og tilbød psykologhjælp. Men på det tidspunkt var der ikke nogen, der ville have hjælp. Men 2006 var også for sent – det er jo pinagtigt, at det foregik. Men det kan vi desværre ikke gøre noget ved, siger Birger Reuss Schmidt.    

Luthersk Missions tilskud til psykologhjælp varer indtil udgangen af 2024.