TV MIDTVEST

Kolossal opbakning til friskole

Styregruppen er overvældet over antallet af tilmeldte børn til den nye friskole i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter.

141 - så mange børn er tilmeldt til den nye friskole, som skal starte i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter efter sommerferien.

 - Jeg må sige, at vi er utrolig glade for at være nået så mange elever. Opbakningen til at køre videre med projektet er kolossal, siger Uffe Korsgaard til Morsø Folkeblad.

Han er formand for styregruppen bag den nye friskole.

Stadig nå at melde sig til

Der var sidste frist for tilmelding til den nye skole i onsdags. Formand for styregruppen, Uffe Korsgaard, påpeger dog, at man stadig kan nå at tilmelde sit barn til skolen.

Friskolen skal efter planen stå klar, når skoleåret starter i august.

 - Vi har travlt, det er der ingen tvilv om. Men vi har allerede haft en arkitekt til at kigge på forholdene, og der skulle være fine muligheder for at indrette lokaler til undervisning, siger Uffe Korsgaard til avisen.

Friskolen opstår efter Morsø Kommune har besluttet af lukke Hvidbjerg Skole.

Tip os Har du et godt tip?