TV MIDTVEST

Viborg HK ansætter udviklingschef

Håndboldklubben Viborg HK har ansat Ib Møller i en nyoprettet stilling som udviklingschef. Det sker, for at styrke klubbens engagement i uddannelse og kursusvirksomhed

Som udviklingschef får Ib Møller ansvar for at videudvikle alle de dele af Viborg HK, der har noget med uddannelse og udvikling at gøre.

Han bliver leder af Viborg HK College, men får også andre opgaver som for eksempel håndboldcamps, trænerseminarer, foredrag, lederkurser og talentudvikling i erhvervslivet.

- Uddannelse og læring har været en væsentlig del af Viborg HK's forretningsstrategi, siden vi oprettede Viborg HK College i 2003, og vi tror på, at det er et område, hvor vi kan udvikle os endnu mere i fremtiden. Derfor er det en stor glæde for os, at vi har fået en mand med Ib Møllers fantastiske erfaring til at stå i spidsen for det arbejde, fortæller Peter Cassøe, direktør for Viborg HK i en pressemeddelelse.

Facineret af at arbejde med mennesker

Ib Møller, der tidligere har været forstandet for Idrætsskolerne i Ikast, og har siddet i bestyrelsen af Dansk Håndbold Forbund, glæder sig til sin nye udfordring:

- Som person har jeg altid været vanvittig fascineret af det at arbejde med mennesker. At få mennesker til at udvikle sig, er det, der har drevet mig igennem hele mit arbejdsliv. Selvfølgelig handler det om, at vi skal skabe økonomi og tilføre kapital til Viborg HK, men det kommer til at ske gennem at få mennesker til at gro, og jeg glæder mig meget til arbejdet med at få de to ting til at gå op i en højere enhed, fortæller Ib Møller.

Ib Møller starter i sit nye job den 1. marts.

Tip os Har du et godt tip?