TV MIDTVEST

Navne frigivet på dræbte

To polakker blev dræbt ved alvorlig trafikulykke.

Det var 34-årige Krzysztof Jozef Piotrowski og 31-årige Zbibigniew Boguslaw Cieszynski, der blev dræbt i en voldsom ulykke på Vejlevej ved Pårup søndag. Det var Krzysztof Jozef Piotrowski, som var fører af bilen.

Familien til de to dræbte er nu underrettet i Polen.

Stadig indlagt

Tre andre personer blev kvæstet ved ulykken, som skete kort før klokken syv på rute 15 mellem Bording og Silkeborg.

Den polsk indregistrerede bil kørte af uforklarlige årsager over i modsatte kørebane og ramte en 52-årige mand fra Mors.

Han blev indlagt på Regionshospitalet i Herning efter ulykken.

 - Han er stadig indlagt. Han er blevet opereret for blødninger i maven, men han er ikke i livsfare, fortæller vicepolitikommissær Niels Kristian Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Der var to personer mere i den polske bil. Den ene, en 32-årige mand, bliver udskrevet senere i dag, mens den anden passager stadig er indlagt.

Bileftersyn og blodprøver

De to biler fra ulykken er nu bragt til Falck i Herning. Her skal bilinspektøren undersøge bilerne for tekniske fejl.

Desuden vil der i dag være ligsyn. Her vil der blandt andet blive taget blodprøver, for at finde ud af, om den 34-årige Krzysztof Jozef Piotrowski var spirituspåvirket.

Tip os Har du et godt tip?