TV MIDTVEST

Savnede: Tog ud for at gå en tur

Den kvindelige pædagog og mandlige beboer på bosted i Viborg skulle i går ud og have noget luft, men er endnu ikke vendt tilbage.

Politiet leder fortsat efter en 46-årig kvindelig pædagog og en 39-årig mandlig beboer fra bostedet Blåkærgård i Viborg.

De to har været forsvundet, siden de i går eftermiddag kørte afsted i en sølvfarvet Skoda Combi.

Meget bekymrede

- De to tog ud for at få noget luft og gå en tur i skoven,  og det påvirker os alle meget, at de ikke er vendt tilbage. Både de ansatte på bostedet, og her i regionen er vi meget bekymrede over situationen, siger Charlotte Josefsen, der er Socialchef for Psykiatri og Social i Region Midtjylland.

Åbent bosted

Blåkærgård er et åbent botilbud for mennesker med psykiske- og/eller misbrugsproblemer, og der er ikke tale om, at folk er anbragt på stedet.

Gentagne gange forsøgte de ansatte at komme i kontakt med de to via mobiltelefoner, men uden held.

Signal ved Hald Sø

Politiet tager situationen meget alvorligt og forsøger i øjeblikket at få kortlagt deres færden via mobilsignaler. Leder af efterforskningen ved Midt- og Vestjyllands Politi Henning Præstegaard fortæller, at man foreløbig har fået lokaliseret et signal fra pædagogens mobiltelefon i aftes. Det var registreret i området ved Hald Sø.

Tip os Har du et godt tip?