TV MIDTVEST

Kvinde overfaldet i park i Skive

En 25-årig kvinde blev søndag morgen overfaldet i Tolstrupparken i Skive. Hun sparkede den ene overfaldsmand i hovedet og slap fri.

Klokken seks søndag morgen var en kvinde fra Skive på vej hjem fra byen, da hun blev overfaldet af to mænd. Den ene mand lægger en arm om hendes overkrop og presser hende bagover, så hun kommer ned at sidde på hans knæ. Herefter kommer en anden mand frem og begynder at hive i kvindens strømpebukser.

- Kvinden sætter sig imod og skriger og sparker og får til sidst revet sig løs, siger Jeanette Kolding fra efterforskningen ved Skive Politi.

Ramt af spark

I sit forsøg på at vride sig fri, får kvinden sparket den ene af overfaldsmændene i hovedet, og han kan derfor have skader i hovedet. Ellers har politiet kun et begrænset signalement af den ene gerningsmand. Kvinden kan fortælle, at han havde en jakke med hætte og påsat pelskrave. Og mændene taler muligvis med en udenlandsk accent.

Politiet vil gerne høre fra folk der har set eller ved noget om overfaldet. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Tip os Har du et godt tip?