TV MIDTVEST

Stor opbakning til Vestjysk Bank

Lokale kræfter får opbakning i kampen for Vestjysk Bank.

Positive tilkendegivelser strømmer ind til erhvervsmanden John Gråkjær, efter han i et indlæg i Holstebro Dagblad og i TV/MIDT-VEST opfordrede folk til at støtte op om Vestjysk Bank af hensyn til udviklingen på egnen fremover. Et tiltag der er blevet positivt modtaget.

- Jeg ved jo ikke, hvor meget der kommer ind i banken, men jeg har i hvert fald kendskab til mange, som har sat det maksimale ind, og hvis de har gjort det alle steder, så tror jeg, at der er kommet en hel del penge i banken, siger John Gråkjær til TV/MIDT-VEST.

Tilkendegivelser fra hele landet

Sammen med storbonden Kristian Lundgaard-Karlshøj holder John Gråkjær stormøde om banken i Hjerm Hallen i morgen. Her skal blandt andre tidligere forsvarsminister Søren Gade tale. Men allerede nu har John Gråkjær altså modtaget massevis af tilkendegivelser fra hele landet om støtte til banken.

- Jeg har haft rigtig travlt, det er jo helt utroligt hvad der er sket med det, vi har sat i gang. Der kommer tilkendegivelser fra nord og syd, om at det er rigtig godt, fortæller erhvervsmanden John Gråkjær.

Ud over henvendelser fra private og erhvervslivet har John Gråkjær også nok at gøre med at besvare henvendelser fra medierne. Blandt andet finansblade, DR og TV-Avisen er alle interesseret i at høre mere om tiltaget med at hjælpe Vestjysk Bank.

Tip os Har du et godt tip?