TV MIDTVEST

Nye fisk til JyllandsAkvariet

For første gang nogensinde får akvariet helleflyndere til udstillingen. Fiskene hentes i Norge og kommer til Thyborøn i morgen.

Jyllandsakvariet i Thyborøn får i morgen en sjælden samling af nye fisk til udstillingen. Fiskene kommer fra Bergen og er bestilt i et samarbejde med Kattegatcentret og Fiskeri og søfartsmuseeet i Esbjerg.

Årsagen til at udstillingerne er gået sammen om at skaffe fisk, er et årelangt ønske om at kunne vise en helleflynder, den største art af alle fladfisk. Helleflynderen er en rovfisk, og kan opnå en længde på næsten fire meter og en vægt på 300 kg!

- Fisken har været svær at få fat i indtil nu, fordi den er svær at fange og fordi der ikke er så mange af den, forklarer Michael Madsen, direktør for Jyllandsakvariet, som har forsøgt at få helleflyndere til udstillingen i 13 år.

De helleflyndere, der ankommer med kassevogn fra Norge i morgen stammer fra et helleflynderopdræt, og vejer ca et halvt kilo. Helleflynderen vokser langsomt, men i løbet af fire år vil den have nået en længde på ca en meter, forklarer Michael Madsen.

En anden nyindkøbt fiskeart, der kommer til Thyborøn i morgen, er plettet havkat, ligeledes fra opdræt. Det er første gang, Jyllandsakvariet får fisk fra opdræt, men ifølge Michael Madsen er fordelen blandt andet at fiskene med sikkerhed kan trives i fangenskab.

Tip os Har du et godt tip?