TV MIDTVEST

Litauere fængslet for indbrud

Anholdt på rasteplads ved motorvejen efter indbrud i Tjele.

Tre litauiske mænd blev torsdag ved retten i Viborg varetægtsfængslet til den 9. februar - sigtet for et indbrud i Tjele.

Mændene på 20, 22 og 23 år blev onsdag formiddag anholdt af Nordjyllands Politi på en rasteplads ved motorvejen nær Hobro. Midt- og Vestjyllands Politi var også i hælene på de tre efter et indbrud i et privat hjem i Tjele. Et vidne havde set mændene forlade stedet, og det var med til at sikre en hurtig anholdelse.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og politiet vil endnu ikke oplyse, om der blev fundet tyvekoster i mændenes bil. Politiet vil nu undersøge, om de tre kan sættes i forbindelse med andre indbrud i området.

Tip os Har du et godt tip?