TV MIDTVEST

Slog kvinde med svensknøgle

36-årig mand anholdt to gange på to dage - nu er han fængslet for trusler og grov vold.

Det gik voldsomt for sig, da en 36-årig mand og en 40-årig kvinde onsdag eftermiddag kom op at skændes i bussen mellem Herning og Gullestrup.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at den 36-årige slog kvinden i ansigtet med en svensknøgle. Kvinden skulle ikke være kommet alvorligt til skade, og den 36-årige blev senere anholdt og sigtet for grov vold.

Det var anden gang på to dage, den 36-årige, gjorde opmærksom på sig selv. Tirsdag havde han og den 40-årige kvinde et større skænderi på Torvet i Herning, og da to unge mænd fra Ringkøbing ville komme kvinden til undsætning, truede den 36-årige dem med en plasticpistol.

Den 36-årige, der er kendt fra byens misbrugsmiljø, blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at fængsle ham til den 7. februar. Han kærede kendelsen til landsretten.

Tip os Har du et godt tip?