TV MIDTVEST

Vestas-fyringer vil ramme hårdt i Danmark

Torsdag fremlægger Vestas' administrerende direktør en helt ny organisationsplan for vindmøllevirksomheden. 1.000-2.000 fyresedler forventes at blive delt ud i Danmark.

Vestas ligner lige nu en virksomhed i krise, efter ledelsen i sidste uge nedjusterede driftsoverskuddet for 2011 fra 3,6 millioner kroner til et rundt nul. Det er anden store nedjustering på kort tid, og det har presset ledelsen til at offentliggøre en helt ny organisationsplan for virksomheden en måned, før det det var planen.

Den nye plan byder på fyringer i hele organisationen, der lige nu har cirka 22.000 medarbejdere på lønningslisten på verdensplan. Ledelsen har ikke selv villet kommentere organisationsomlægningerne, inden de bliver fremlagt torsdag den 12. januar, men flere analytikere mener, at over halvdelen af dem, der får en fyreseddel, arbejder i afdelingerne i Danmark.

- Det vil blive tale om fyringer af 2.000-3.000 ansatte i Vestas. Jeg venter, at mellem 50 og 75 procent af fyringerne vil ske i Danmark. Det bliver ikke ret mange i selve produktionen, men i stedet på hovedkontoret og blandt kontorfolkene. Sådan tolkede senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank tingenes tilstand i Jyllands-Posten i sidste uge.

Rod i ledelsen

Ifølge Børsen er der en gevaldig slankekur på vej til vindmøllevirksomhedens ledelse. Den består i dag af et stort netværk af forskellige direktioner, og det betyder ifølge flere analytikere, at ledelsesapparatet er alt for tungt.

- Det ser ud til, at der er processer i Vestas, der går helt galt, og der mangler overblik, når så store problemer kan opstå uventet, lød det i torsdagens udgave af Børsen fra Janne Vincent Kjær, der er senioranalytiker i Jyske Bank.

Vestas har her i landsdelen afdelinger i Ringkøbing og Lem. Pressemødet om den nye organisationsstruktur kommer til at foregå torsdag klokken 14.00 i København.

Tip os Har du et godt tip?