TV MIDTVEST

Første spadestik for hjemvendte soldater

Tre skovle blev mandag formiddag sat i jorden ved siden af soldaterhjemmet i Holstebro. I fremtiden kan hjemvendte soldater få støtte i et helt nyt rekreationscenter.

Hjemvendte soldater vil i fremtiden have muligheden for at få langt mere støtte, end de kan i dag. I Holstebro bliver der nemlig bygget et nyt rekreationshjem for de soldater, der behøver hjælp for at kunne klare sig selv igen efter en lang udsendelse.

- Det er i alt 180 kvadratmeter med fire lejligheder og et fælles køkken, der bliver bygget, fortæller Troels Moesgaard, der er leder af KFUM Soldaterhjem i Holstebro. Det skal fungere som midlertidig bopæl for de soldater, der ønsker det, fortsætter han.

Byggeriet blev officielt sat i gang mandag formiddag, da Holstebros borgmester, H.C. Østerby, oberst Lars Dencker og Jesper Hornstrup, der er leder af KFUM Soldatermission, tog første spadestik.

Der er i alt blevet samlet 6,6 millioner kroner ind til byggeriet. Pengene kommer blandt andet fra stats- og fondsmidler, men også private har støttet projektet i form af folkeaktier. Byggeriet skal efter planen stå færdigt til august.

Herunder kan du høre Troels Moesgaard fortælle, hvorfor det er nødvendigt at give soldaterne særlig støtte:

02:00 Luk video

Tip os Har du et godt tip?