TV MIDTVEST

Chauffører har en million til gode

Beskylder vestjysk vognmandsfirma for at at snyde dem for løn, overtidsbetaling og feriepenge.

17 buschauffører føler sig snydt af deres tidligere arbejdsgiver, Skjern Bilen.

Chaufførerne fortæller til TV/MIDT-VEST, at de har omkring en million kroner til gode i løn, feriepenge og overtidsbetaling.

- Vi har slet ikke fået nogle oplysninger om, hvad der er galt - hvorfor vi ikke har fået vores løn, og om der er plan for, hvad der skal ske. Det har vi slet ikke fået noget at vide om, siger en af chaufførerne, Sten Nissen.

De 17 buschauffører kører på rute 53 mellem Viborg og Herning. Skjern Bilen var deres arbejdsgiver indtil den 27. december, men chaufførerne har ikke fået løn for december. Firmaets indehaver, Kristian Damgaard, vil ikke oplyse, hvorfor pengene ikke er udbetalt.

Konkurs kan være sidste udvej

Og chaufførerne er ved at være utålmodige.

- Der skal ske noget nu. Og vil han ikke snakke med os, har vi fået at vide, at der kun er een vej. Så skal han erklæres konkurs, så vi kan få pengene, siger chauffør Brian Smedegaard.

Kørslen på rute 53 er nu overtaget af Brande Buslinier, og samtlige chauffører sikret fortsat arbejde i dette selskab. 

02:08 Luk video

Tip os Har du et godt tip?