TV MIDTVEST

Forholdsvis rolig nytårsnat

Travlhed hos politi og beredskab men få alvorlige skader

Midt- og vestjyderne har mange steder festet til den lyse morgen - men kun for få er festlighederne kammet over, og politiet beretter om en forholdsvis rolig nytårsnat.

Ild i carporte og nogle containerbrande på grund af fyrværkeri er det blevet til, men det er småting i forhold til tidligere nytårsaftener.

"Det har ikke været så vildt og voldsomt i år. Men vi ved, vi får travlt i dag og anmeldelserne om hærværk er begyndt at strømme ind", siger vagtchef Henrik Nielsen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Traditionen tro har der været travlt med mange ambulancekørsler omkring nytår, meddeler Region Midtjylland i en pressemeddelelse. I modsætning til sidste år har temperaturerne været over frysepunktet, og vejene har været uden sne og is. Det har resulteret i langt flere folk udendørs og mere aktivitet, men uden den mange faldulykker, der blev set sidste år. I Region Midtjylland har ambulance, akutlægebil og akutbil rykket ud 218 gange. Det er ca. fire gange mere end på en gennemsnitlig dag.

 

Tip os Har du et godt tip?