TV MIDTVEST

Toft-brødre får VM bronze

Simon og Emil Toft fra Skive har sikret Danmarks hidtil bedste resultat i 49'er bådtypen. De har netop vundet bronze til VM i Perth i Australien.

To danske sejlere skrev sig søndag ind i historiebøgerne. Brødrene Simon og Emil Toft Nielsen var glade efter den sidste og afgørende sejlads: 

 - Det var meget tæt blandt de fire første, så at vi tog medaljer, er vi selvfølgelig virkelig glade for, siger Simon Toft Nielsen.

Danskerne var faktisk yderst tæt på at ende en tak længere op på podiet. Emil og Simon Toft Nielsen sluttede pointmæssigt lige med New Zealanderne, men danskerne måtte tage til takke med bronzemedaljerne, da New Zealand sluttede bedre i søndagens finale, hvilket er afgørende for den endelig stilling.

Medajlen har stor betydning

Sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, jubler over den historiske medalje.

 - Det betyder sindssygt meget for hele vores setup og vores økonomi og det halve år frem mod OL, fortæller Thomas Jacobsen.

Tættere på en OL-plads

Danmark har allerede sikret sig en plads i 49'er ved næste års OL i London, men det er endnu ikke afgjort, hvem der får pladsen. Her ligger brødrene Simon og Emil Toft Nielsen nu lunt i svinget.

 - Der er ikke noget, der er afgjort endnu. Man skal aldrig tage noget for gode varer i sejlsport, siger Simon Toft Nielsen om OL-pladsen.

VM i Perth er det første af tre stævner, hvor danskerne kæmper om at repræsentere Danmark ved OL, hvor vi er forsvarende guldvindere. De andre danske både med henholdsvis Peter Lang og Allan Nørregaard blev nummer fem, mens Jonas Warrer og Søren Hansen endte på en niendeplads.

Tip os Har du et godt tip?