TV MIDTVEST

Filippinere strømmer til Danmark

Den økonomiske krise i Filippierne betyder, at mange tager til Europa på falske papirer, fortæller forsker fra RUC.

Restauranter, rengøringsfirmaer og rigmandsvillaer er fyldt med dem.

Et stort antal filippinere søger i disse år mod Danmark og de øvrige europæiske lande for at arbejde. Her hyres de typisk som hushjælp i private hjem, gør rent for rengøringsfirmaer eller vasker op og gør rent i restauranter.

For en del af dem bliver det uden lovlige papirer og dermed en usikker tilværelse med dårlig løn og ingen rettigheder.

Det fortæller ph.d. Helle Stenum, migrationsforsker på RUC til Ritzau, efter at en 42-årig kvinde fra Thisted er blevet sigtet for at hjælpe 670 filippiere til Danmark og videre ud i Europa.

Dårligt betalt og dårlige arbejdsvilkår

- De har stort set ingen muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet på regulære vilkår. Så de tager det arbejde, der typisk er dårligt betalt, og hvor der er dårlige arbejdsvilkår, siger Helle Stenum.

Ifølge Helle Stenum er der en mangeårig tradition i Filippinerne for at tage ud som migrantarbejdere, og den tradition er ikke blevet mindre i de senere år, hvor den økonomiske krise har ramt Filippinerne.

Ofte har migrantarbejderne også en familie at forsørge hjemme i Filippinerne, som gør dem ekstremt afhængige af at kunne sende penge hjem.

Falske papirer

For at komme ind på det lukrative danske og europæiske arbejdsmarked er en mulighed at få fat i nogle falske papirer. En anden mulighed er at blive i landet på det turistvisum eller studieopholdstilladelse, som de måske har erhvervet sig på lovlig vis.

Falske papirer er netop dét, der i de seneste tre år har fået flere end 600 filippinere - både mænd og kvinder - ulovligt til Danmark og andre lande i Europa.

Politiet siger, at de mange mennesker i sagen fra Thisted er indrejst ulovligt, og at de har fået ulovligt ophold i et af landene i Schengensamarbejdet.

- Men det er klart, at hvis man ikke har legale papirer og dermed ikke legalt ophold, så er mulighederne for at klage over arbejdsforholdene ret små. Derfor finder man sig typisk i meget mere, end man ellers ville, eller andre med legalt ophold ville i en tilsvarende situation, siger Helle Stenum.

Tip os Har du et godt tip?