TV MIDTVEST

Thygesen går som bank-formand

Trækker sig fra bestyrelsen i Skjern Bank efter kritik fra Finanstilsynet - en teknisk fodfejl, som ikke har kostet banken penge, siger han selv.

Formanden for Skjern Bank, Carsten Thygesen, har besluttet at forlade bestyrelsen - et år før planlagt.

Beslutningen kommer efter, at Finanstilsynet har påpeget fejl i håndteringen af nogle af bankens kunder, som Thygesen selv er mindretals-aktionær i.

Carsten Thygesen betegner selv fejlene som en teknisk fodfejl - men har alligevel besluttet at sige stop efter ni år i bestyrelsen.

- Jeg ønsker ikke, at mine forretningsmæssige forhold skal give anledning til den mindste tvivl om bankens gode måde at drive forretning på, siger den afgående formand.

God samvittighed

Fodfejlen består ifølge Thygesen i, at Skjern Bank ikke har lavet en særskilt beregning af risikoen for tab på de kunder, som han også var engageret i.

- Denne beregning er efterfølgende foretaget, og jeg er naturligvis glad for, at der hverken er hensættelser eller tab på nogle af sagerne. Det ændrer dog ikke ved, at Finanstilsynet har stillet spørgsmålstegn ved min rolle som formand.

- Det kan jeg på ingen måde leve med, og selv om jeg har god samvittighed, ønsker jeg naturligvis ikke, at min person skal skade banken, siger Carsten Thygesen.

Advokat Hans Jeppesen er blevet valgt til ny formand for Skjern Bank.

 

Tip os Har du et godt tip?