TV MIDTVEST

Ældste elever skal skifte skole til sommer

De ældste elever fra Vestervig og Bedsted skal i det nye skoleår starte på skolen i Hurup.

Til august er det slut med teenagere på skolerne i Vestervig og Bedsted. Eleverne i 7.-9. klasse skal fra næste skoleår flytte til Hurup. Det besluttede Børne- og familieudvalget i Thisted byråd tirsdag.

Sagen trukket i langdrag

Det har længe været besluttet at eleverne skulle flytte til Hurup skole, men politikerne har ikke kunne give en dato for, hvornår det skulle træde i kraft. De fysiske rammer på Hurup skole skulle nemlig først være klar til at modtage de mange nye elever. Det er de nu.

- Jeg mener ikke, at vi kan byde lærerne og andre involverede at trække sagen endnu et år. Nu skulle vi have en afklaring, siger formand for Børne- op familieudvalget, Mogens Kruse (SF), til nordjyske.dk.

Kun tre ud af fem medlemmer i Børne- og familieudvalget mente, beslutningen skulle træffes nu. En stemte for at udsætte beslutningen til efteråret 2012, og en undlod at stemme i sagen.

Tip os Har du et godt tip?