TV MIDTVEST

Virksomheder mangler viden

Virksomhederne i Region Midtjylland mener, universiteterne er for dårlige til at dele deres viden med det private erhversliv.

Seks ud af ti virksomheder i Region Midtjylland mener, det er for svært at få indblik i den forskning, som foregår på universiteter og andre vidensinstitutioner.

Det viser et rundspørge blandt 500 direktører i regionens virksomheder, som Region Midtjylland har foretaget.

Afdelingschef i Regional Udvikling i Region Midtjylland, Annemette Digmann mener undersøgelsens resultater bør vække eftertanke:

- At adgangen til ny viden opfattes som svær, kan betyde, at virksomhederne ikke i tilstrækkelig grad får koblet den nyeste viden på deres egne udviklingsaktiviteter, og det er en skam, siger Annemette Digmann.

Risikoen er, at virksomheder går glip at vigtig viden, der kan være med til at udvikle produkterne.

Undersøgelsen understreger behovet for Region Midtjyllands indsats for at føre forsknings- og uddannelsesinstitutioner og private virksomheder sammen med henblik på at udvikle nye og bedre løsninger, mener Annemette Digmann.

- Det er i koblingen mellem forskning og erhverv, at den ægte innovation sker - og fører til resultater, siger Annemette Digmann.

Tip os Har du et godt tip?