TV MIDTVEST

Demo: Slutter uden store optøjer

Demonstrationen i Herning er nu slut. Det er forløbet uden store konfrontationer. En kvinde var kortvarigt anholdt.

Demonstrationen lørdag eftermiddag i det centrale Herning udviklede sig til mindre uroligheder. Politiet melder om kanonslag i gaderne, og en kvinde anholdt:

 - Hun blev anholdt kortvarigt, fordi hun nægtede at efterkomme politiets ordrer, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Kvinden har ifølge politiet tilknytning til en højreorienteret gruppe.

En sag - to demonstrationer

Anledningen til demonstrationen er voldtægtssagen fra Gullestrup, hvor en 16-årig somalisk dreng sidder fængslet for voldtægt af en 10-årig pige og forsøg på voldtægt af hendes niårige veninde. Drengen blev anholdt fredag i sidste uge og varetægtsfængslet dagen efter.

Fredag i denne uge har han erkendt de faktiske omstændigheder omkring sigtelsen. Formelt set nægter han sig dog fortsat skyldig.

Demonstration fra yderste højre- og venstrefløj

Lørdag havde gruppen Stop Islamiseringen i Danmark kaldt til demonstration i Herning. Demonstrationen fik opbakning fra i omegnen af 30 personer, blandt andet personer med tilknytning til den højreekstremistiske Danish Defence League.

Samtidig mødte en gruppe venstreorienterede demonstranter op i en moddemonstration. Overskriften for deres demo var en retfærdig rettergang til den 16-årige.

Tip os Har du et godt tip?