TV MIDTVEST

Spædbarn var i live ved fødslen

Obduktion gav ikke noget klart svar på, hvordan nyfødt pige døde. Der er dog ingen tegn på vold.

Obduktionen af den nyfødte pige, der blev fundet i Viborg Søndersø, gav ikke de klare svar, som politiet havde håbet på.

Lederen af lokalpolitiet i Viborg, vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau oplyser til TV/MIDT-VEST, at retsmedicinernes undersøgelse ikke gav noget entydigt bud på en dødsårsag.

Meget tyder på, at pigen har været i live ved fødslen og døde kort efter - men dødsårsagen er stadig ikke fastlagt. Der var dog ingen tegn på vold.

Politiet oplyser desuden, at det ikke er muligt at sige præcist, hvor længe spædbarnet har ligget i vandet. Barnets etniske oprindelse er også usikker, men hudfarven var lys.

Brug for borgernes hjælp

Resultatet betyder, at det nu bliver endnu mere vigtigt med hjælp fra offentligheden. Politiet er meget interesseret i oplysninger om kvinder, der har været gravide - og som måske har vist tegn på, at noget kunne være galt.

Politiet vil også gerne have et tip, hvis kondiløbere og andre, der benytter stisystemet rundt om søen, kan bidrage med noget.

Politiet har også den mulighed at søge hjælp hos de sociale myndigheder eller for eksempel sundhedsplejersker.

 

03:15 Luk video

Tip os Har du et godt tip?