TV MIDTVEST

Ikke flere stats-job til provinsen

Hvis det står til regeringens minister for landdistrikter, så skal der ikke flyttes flere statslige arbejdspladser til provinsen.

Regeringens nye minister for Udkantsdanmark, Carsten Hansen tror ikke på flere udflytninger af statslige arbejdspladser. Han mener ikke, at det er løsningen på den høje arbejdsløshed i Udkantsdanmark.

-Jeg tror ikke på det. Der skal være en sammenhæng mellem stedet, hvor du bor og din arbejdsplads. Vi skal sætte ind på energi- og klimaområdet lokalt i stedet for. Det vil der være arbejdspladser i, mener Carsten Hansen ifølge Avisen.dk.

I 2005 flyttede Skat sit betalingscenter til Ringkøbing - og her i landsdelen mener flere politikere, at staten skulle fortsætte ad den vej i stedet for nu at slå bremserne i.

- Jeg synes, at inden man melder skråsikkert ud på det, skal man undersøge effekten, der hvor man har flyttet arbejdspladser ud. Jeg tror, det er vigtigt, at man debaterer det på et oplyst grundlag i stedet for, at man starter med at sige, at det ikke virker, forklarer den socialdemokratiske formand for Region Midtjylland, Bent Hansen.

Han bliver bakket op af partifælden Lauge Larsen, der er borgmester i Morsø Kommune.

- Jeg synes det er en mærkelig udmelding. Selvfølgelig skal der ikke flytte hele ministerier og direktorater ud, men der skal bestemt flytte enkelte kontorer. Det betyder meget for de her områder, at vi har de sikre arbejdspladser, mener den socialdemokratiske borgmester.

I dag er det Region Hovedstaden, der med godt 80.300 statslige arbejdspladser har flest statsjob. I Region Midtjylland er der godt 35.000 statslige arbejdspladser, mens Region Nordjylland har knap 17.400.

Region Midtjyllands formand Bent Hansen forstår ikke misisterens udmelding. Ser her hvorfor:

01:29 Luk video

Morsø Kommunes borgmester Lauge Larsen mener, det er vigtigt med statslige arbejdspladser her i landsdelen. Se ham uddybe her:

01:35 Luk video

Tip os Har du et godt tip?