TV MIDTVEST

Underskud i Tvis Holstebro

Håndboldklubben Team Tvis Holstebro og selskabet bag klubben har et samlet underskud på 578.000 kroner for sæsonen 2010/2011.

Trods sportslig og økonomisk succes hos håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro, så er der alligevel underskud i klubben. Resultatet for herreholdet viser nemlig et underskud på 400.000 kroner. Samtidig har der også været et driftsunderskud hos Holstebro Sport + Events, og det betyder et underskud for klubbens samlede aktiviteter i det seneste regnskabsår på 578.000 kroner.

- Isoleret set er det ikke et tilfredsstillende resultat, men vi har satset lidt i denne åbningssæson for vores nye hjemmebane, og underskuddet er ikke større end de penge, vi har tjent de seneste par år. Dermed er vores likvide egenkapital på fem millioner kroner intakt, forklarer bestyrelsesformand John Mikkelsen.

Regnskabet bliver præsenteret i aften på klubbens generalforsamling.

Tip os Har du et godt tip?