TV MIDTVEST

Efter eksplosion: Nogen holder hånden over os

Brian Lynggard og hans familie overlevede mirakuløst uden skrammer, da deres hus i nat brød i brand efter en voldsom eksplosion.

Det er endnu uvist, hvad der udløste en voldsom eksplosion ved en villa i Viborg i nat. Omkring klokken 2.30 blev familien i huset og naboerne vækket af et kæmpe brag.

- Det var bare op af sengen og af sted. Ind og tage ungerne ud af værelserne og så hundene under armen og ud af døren i underbukser, forklarer Brian Lynggard, der lå og sov i huset sammen med sin kone, to børn og to hunde, da eksplosionen lød.

Tidligere på aftenen havde familien lugtet gas og haft en tekniker ude og se på deres naturgasanlæg.

- De mente, at de fik lukket for hullet, og vi luftede ud i hele huset. Men da jeg skulle i seng, synes jeg, jeg kunne lugte gas igen.  Så jeg gik ud og lukkede for gassen inde i huset og slukkede fyret og tænkte, så kan der i hvert fald ikke ske noget, men et par timer senere kom det store brag, fortæller Brian Lynggaard.

Et murstensskur og garagen blev jævnet med jorden, og muren ind til soveværelset blev trykket ind. Både bilerne og taget på huset brød i brand.

- Når jeg tænker over det, kunne det have endt med, at muren og taget var røget ned over os, mens vi lå i sengen. Men det gik godt, så der må være nogen, der har holdt hånden over os, siger Brian Lynggard.

Politiet: Eksplosionsårsag stadig ukendt

Både politiet og medarbejdere fra naturgasselskabet har i dag undersøgt huset, men årsagen til eksplosionen er endnu ikke fundet.

- Det tyder på, at eksplosionen kommer fra udehuset, hvor der står en kummefryser, og det kan måske være den, der har forårsaget eksplosionen. Der kan have været en koncentration af gas der, men vi er ikke sikre på det endnu. Der kan være andre muligheder, der skal undersøges, forklarer Mogens Vibæk, der er sektionsleder i straffeloven hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Familien Lynggaard skal nu genhuses et andet sted, da huset er totalskadet.

Se interview med Brian Lynggaard herunder.

02:43 Luk video

Tip os Har du et godt tip?