TV MIDTVEST

Sunde unge: Vi vil have lov til at drikke

En ny undersøgelse fra Region Midtjylland viser, at de unge gerne vil leve sundere, men de vil stadig have lov til at drikke alkohol, som de plejer.

De midt- og vestjyske unge vil gerne ændre deres vaner, når det gælder rygning, kost og motion, men ikke når det gælder alkohol. En ny undersøgelse fra Region Midtjylland viser, at hver femte ung er storforbruger af alkohol - det vil sige, at de drikker mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Men samtidig viser undersøgelsen også, at 84 procent af de unge afviser at nedsætte deres alkoholforbrug.

- Det ser ud til, at de unge gerne vil leve sundt, men de opfatter tydeligvis ikke et højt forbrug af alkohol som det helt store problem. Det kan gøre det rigtig svært for kampagner og andre forebyggelsesindsatser at trænge igennem til de unge, vurderer Pia Vedel Ankersen, der er projektleder på undersøgelsen af de unge midtjyders sundhed og trivsel.

De unge er til gengæld mere villige til forandring, når det drejer sig om andre sundhedsvaner. Undersøgelsen viser, at 81 procent af de unge, der ryger, gerne vil stoppe, 74 procent af de unge vil gerne være mere fysisk aktive og 70 procent vil gerne spise mere sundt.

Se alle tallene fra undersøgelsen her.

Tip os Har du et godt tip?