TV MIDTVEST

2000 folkedansere til Viborg

Viborg bliver vært for stort stævne for folkedansere og musikere i 2015.

Viborgs centrum kommer til at summe af liv i sommeren 2015.

Viborg Kommune har netop fået tildelt værtskabet for Nordlek - et stort stævne for nordiske folkedansere og folkemusikere. Arrangørerne regner med 2000-2500 deltagere, og der er lagt op til, at der skal danses og spilles over store dele af den gamle bydel, så byens torve og stadion bliver brugt som scene.

- Det bliver en stor, synlig begivenhed med bred, folkelig appel, som giver os en perfekt platform til at gøre opmærksom på Viborgs kvaliteter til gæster fra hele norden, siger formanden for Viborgs kulturudvalg, Per Møller Jensen (A).

Nordlek 2015 finder sted i dagene 13-19 juli - og arrangeres i samarbejde mellem Landsforeningen Danske Folkedansere, DGI Dans & Musik  og Danske Folkedanseres Spillemandskreds.

 

Tip os Har du et godt tip?