Henrik jagter fossiler i sten - finder flere ting fra dybet

Henrik Madsens øjne er sidste stop for stenene fra Nordsøen, før de kommer i stenknuseren. Derefter er det umuligt at finde fossiler i dem.

Henrik Madsen fra Fossil- og Molermuseet leder efter fossiler i sten fra Nordsøen.
Henrik Madsen fra Fossil- og Molermuseet leder efter fossiler i sten fra Nordsøen.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

En god idé har fået Henrik Madsen fra Fossil- og Molermuseet i arbejde. I rigtig meget arbejde.

Manden fra Mors har det seneste år gået rundt i store bunker af grus fra bunden af Nordsøen. Her er han på skattejagt efter fossiler. Det er det, den gode idé drejer sig om.

For når sten fra Jyske Rev bliver bragt ind til grusgrave i Midt- og Vestjylland, er det Henrik Madsens opgave at undersøge dem for fossiler.

Og her er der kun én ting at gøre: At få næsen ned i stenene.  

- Der er lidt gevinst i den, siger Henrik Madsen, da TV MIDTVEST er med ham på arbejde.

- Da jeg klappede stenen en, var der nogle fine muslinger inde i den. Det kunne man godt ane udvendigt på kanten.

Skal sorteres før de knuses

Henrik Madsen skal gøre sit arbejde effektivt i første omgang. For hvis han misser noget, er det for sent.

Når stenene kommer ind til de grusgrave, han arbejder i, bliver de sorteret i tre bunker efter størrelse, og når Henrik Madsen har kigget på dem, ryger de videre i stenknuseren.

Og derfra dør fossilerne – igen.

Blade i høj kurs

Henrik Madsen er vant til at rode i moleret på Mors. Med de store mængder, ral der kommer fra bunden af Nordsøen, kommer han endnu tættere på de spændende fund.

Han har derfor svært ved at sige, hvad der er hans bedste fund.

- Men noget af det, der er specielt, er blade i store og fine eksemplarer. Man finder typisk meget små stykker af dem, men at der sidder to bøgeblade i en sten, man lige hugger over, så har man svært ved lige at få luft et øjeblik. Det er noget, der giver et gib i en. Den er jeg glad for, at jeg har fundet, fortæller Henrik Madsen.

1:45
En mand fra Mors er kommet på noget af en opgave. Han leder efter fossiler i kæmpe dynger havbund inden de bliver knust.