Lokale Bed & Breakfasts vinder frem - flere vil have langsom turisme

Coronakrisen har sat yderligere skub i en bølge af bæredygtig turisme, lyder det fra forsker.

Anette Jensen driver et Bed & Breakfast på Nordmors.
Anette Jensen driver et Bed & Breakfast på Nordmors.
Foto: Lasse Uttrup

På en smuk sommermorgen kan man ikke være i tvivl om, at Anette Jensens Bed & Breakfast på Nordmors er et godt sted at være.

Gæsterne er ved at vågne og gøre klar til morgenmad på de små terrasser rundt i den store have ved den hvide villa.

Anette Jensen står selv i køkkenet, hvor hun er ved at forberede de sidste morgenmadsbakker med lokale produkter og varm kaffe.

Anette Jensen har sat sig for at sælge en personlig overnatningsform. 
Anette Jensen har sat sig for at sælge en personlig overnatningsform. 
Foto: Lasse Uttrup

Anette Jensen har haft sin Bed & Breakfast-forretning i en del år, og hun er ikke i tvivl om, at interessen for at overnatte på det lille sted, vokser.

- Folk vil gerne have noget andet end et standardhotel, ikke mindst i lyset af coronakrisen, fortæller Anette Jensen.

Cykelferie på Limfjordsøen

I en af hytterne i haven på Nordmors sidder Alice og Jørgen og nyder deres morgenmad, mens naboens høns kagler lystigt på den anden side af hækken.

De to pensionister er taget på cykelferie rundt på Limfjordsøen, og glæder sig over at opleve en del af Danmark, som de ikke før har besøgt.

- Vi har rejst rigtigt meget, men vi har nok også forsømt Danmark en del, når vi har holdt ferie, og nu nyder vi bare at kunne overnatte på sådan nogle dejlige steder som her, og ikke mindst cykle rundt og se de smukke udsigter på Mors, siger Alice Haahr.

Jørgen og Alice Haahr er nogle af de gæster, der er taget på ferie i Danmark. 
Jørgen og Alice Haahr er nogle af de gæster, der er taget på ferie i Danmark. 
Foto: Lasse Uttrup

Anders Sørensen, der forsker i turisme på professionshøjskolen Absalon i Roskilde, fortæller, at det ikke kun er coronakrisen, der får flere og flere til at holde ferie hjemme i Danmark.

- Der har i nogen tid været en bølge med bæredygtig turisme, og den bølge er nu blevet forstærket af coronakrisen. Folk vil i stigende grad droppe flyet sydpå til fordel for de lokale oplevelser og overnatninger, siger Anders Sørensen og tilføjer:

- Småt er godt, er en ting, der vokser i turisme. Der er begreber som langsom turisme, der fortæller, at vi måske gerne vil opleve tingene i et lidt mere jordnært tempo.

Tysk og engelsk er skiftet ud med dansk

For Anette Jensen, der har det lille Bed & Breakfast på Nordmors, er det en rigtig god udvikling. Hun håber, at danskere også fremadrettet får øjnene op for alle de muligheder, der er i Danmark, når man skal holde ferie. 

I år er der i hvert fald ingen tvivl om, at danskerne er taget på opdagelse i deres eget land. 

- Jeg plejer at skulle skifte mellem at tale engelsk og tysk, men det ser ud til, at jeg kun kommer til at tale dansk denne sommer, fortæller Anette Jensen.

Coronakrisen har betydet, at de danske myndigheder har frarådt alle ikke nødvendige rejser til udlandet. Den 27. juni blev rejsevejledningerne imidlertid lempet for næsten alle EU-lande. 

Græsen er dog fortsat lukket for turister fra Portugal og dele af Sverige. 

10:46