Museet for Thy og Vester Hanherred har gemt alle sine ting på et stort magasin. Her finder vi alt fra et offerlam fra oldtiden, en hjemmeslagters værktøj til dåbskjoler fra 1700 tallet.
Når vi går på museer, er det oftest kun toppen af isbjerget vi ser. De fineste, mest sjældne og velbevarede ting får som regel plads i museernes glasmontre, men det er kun meget lille del af museernes samlinger. Resten af museumsgenstandene – og det vil sige tusindvis af ting, ligger gemt i kældre og gamle lagerbygninger rundt omkring. Det er det, der kaldes magasiner – og det er de rene skatkamre. Mange vil helt sikkert undre sig over, hvad der har fundet vej til hylderne. Flere af museerne har både arkæologiske magasiner og magasiner med genstande fra nyere tid. Det vil sige fra reformationen i 1536 og frem til i dag. Museerne er forpligtede til at dokumentere både fortid og nutid, og det vil sige at magasinerne gemmer alt fra gamle træben til klassiske køkkenvægte fra 70-erne.