Fra fæstebønder til verdensmænd



Spændende historisk tv-drama-dokumentar har premiere på den nye kanal TV/MIDT-VEST den 1. februar kl. 20:00.

Det er en enestående, farverig fortælling om vores landsdels historie med et drys af vestjysk cowboy-charme.
I 1788 blev godsejernes monopol på studehandel ophævet. Dermed kunne den almindelige bonde, nu også prøve kræfter med handel.
Nogle studehandlere endte som verdensmænd i London og Hamborg, og de oplevede en utrolig social mobilisering nogle gange i løbet af blot en enkelt generation. Andre var uheldige og mistede på kort tid alt.

TV/MIDT-VEST har satset stort i denne spændende historiske drama-dokumentar, som skildrer mange gode historier, som endnu ikke har fundet vej til de officielle historiebøger.
Serien er et opgør med forestillingen om Vestjylland som det mørke Jylland, og bygger på mere end 10 års indsamling af kildemateriale, som historiker Esben Graugaard fra Holstebro Museum har stået for.
Efter flere års arbejde, er meget af dette materiale nu blevet omstøbt til en tv-serie i tolv afsnit.
Historien fortælles af historiker Esben Graugaard og skuespiller Søren Spanning.
Over 200 medvirkende har gjort sit til at levendegøre og genoplive 1800-tallet og flere fonde har løftet økonomisk for at realisere projektet.
Første trådte Færchfonden til. Siden har også Idagaardfonden, R.A.V. Fonden, Landbrugets Kulturfond og Andelsfonden støttet det store projekt.
Serien er optaget i mange afkroge af det midt- og vestjyske. Men en del optagelser er også foregået i Tyskland og England, hvor mange studehandlere søgte lykken.
Undervejs i tv-serien vil seerne møde mange spændende personligheder og temaer. I løbet af 1800-tallet skete der en stor ændring af den danske infrastruktur, som fik stor betydning får den måde, man handlede på herhjemme og internationalt.
Skæve eksistenser og røverhistorier kommer man heller ikke uden om, når man vil skildre den tids Danmarks historie set med vestjyske briller.
For mange vil det nok også komme som en overraskelse, at de nordvestjyske stude var et stort internationalt brand på den tid.
Serien trækker de historiske linjer helt op til vor tid, hvor de store internationale slagterikoncerner har overtaget, hvor studehandlerne slap.

Musikken til serien er komponeret af Jan Glæsel.
Producer og instruktør af serien er Flemming Christensen, TV/MIDT-VEST

Den nye kanal TV/MIDT-VEST, onsdag den 1. februar kl. 20:00

Billedtekst
Foto 1: I 1788 blev godsejernes monopol på studehandel ophævet. Dermed kunne den almindelige bonde, nu også prøve kræfter med handel. Foto fra serien Fra Fæstebønder til Verdensmænd.

Foto 2: Historiker Esben Graugaard fra Holstebro Museum, har stået for 10 års indsamling af det kildemateriale, tv-drama-dokumentaren bygger på. Her er Esben Graugård fotograferet på Hjerl Hede.

Foto 3: Serien er optaget i mange afkroge af det midt- og vestjyske. Men en del optagelser er også foregået i Tyskland og England, hvor mange studehandlere søgte lykken. Her er fotograf Bent Leth i London.

Foto 4: Over 200 medvirkende har gjort sit til at levendegøre og genoplive 1800-tallet og flere fonde har løftet økonomisk for at realisere projektet.

BilagStørrelse
foto_1.jpg3.18 MB
foto_2.jpg3.07 MB
foto_3.jpg1.99 MB
foto_4.jpg3.27 MB
TV/MIDT-VEST - SØVEJ 2 - 7500 HOLSTEBRO - TLF. 96 12 12 12 - E-MAIL: REDAKTIONEN@TVMIDTVEST.DK - ALLE RETTIGHEDER FORBEHOLDT