Bag om guldet

 
Håndboldmagasinet Overtrådt, der sendes på de fire jyske regionale tv-stationers nye kanal, vil på mandag få et gyldent skær. Fire europamestre løfter sløret for, hvad der skete i Serbien.
 
Se Hånboldmagasinet Overtrådt på TV/MIDT-VEST Kanal mandag den 6. februar kl. 20.

Miraklet i Serbien. Sådan er det danske herrelandsholds indsats under EM i Serbien blevet døbt. Kufferten var stort set pakket og klar til hjemrejse, da et sidste sekunds mirakel indtraf i den første mellemrundekamp mod Makedonien. I allersidste øjeblik hev danskerne den nødvendige sejr hjem – og håbet levede fortsat. Men stadig var Ulrik Wilbeks landshold afhængig af andre resultater, der skulle gå danskernes vej. Det hele flaskede sig i sidste ende, og bare en uge efter hjemkomsten fortæller landstræneren og tre af de markante spillere fra Bjerringbro-Silkeborg, Niklas Landin, Rasmus Lauge og Kasper Nielsen nu åbent om, hvad det var, der skete i Serbien, da landsholdet på en uge gik fra kanten af fiasko til guld.
Firkløveret dukker op i Håndboldmagasinet Overtrådt, der sendes på de fire jyske TV 2 regioners nye kanal hver mandag aften. Og på mandag den 6. februar, bliver det altså med gulddrenge i studiet hos vært Dan H. Sørensen.
Programmet går bag om guldmedaljen og får sat ord på, hvad der blev sagt og gjort, da krisen var allerværst. Hvilke redskaber var det, håndboldherrerne tog i brug, da de vendte skuffelse til succes? Det er noget af det, programmet på mandag giver svaret på. I øvrigt har seerne mulighed for at skrive på Håndboldmagasinet Overtrådts facebook-side med spørgsmål til de fire guldmedaljevindere.
Overtrådt produceres af TV/MIDT-VEST.

Fototekst:
Landstræner Ulrik Wilbek er fast paneldeltager i Håndboldmagasinet Overtrådt. På mandag den 6. februar kl. 20, på den nye kanal TV/MIDT-VEST, får han selskab af tre af sine europamestre, når programmet går bag om den danske guldmedalje.

BilagStørrelse
ulrikwilbek.jpg353.63 kB
TV/MIDT-VEST - SØVEJ 2 - 7500 HOLSTEBRO - TLF. 96 12 12 12 - E-MAIL: REDAKTIONEN@TVMIDTVEST.DK - ALLE RETTIGHEDER FORBEHOLDT