"Jeg ville bare give hende et knus for at få hende til at falde ned. Hun havde et af sine anfald, men det virkede slet ikke. Lige pludselig var hun blå om læberne, og jeg kunne ikke mærke hendes puls".
Sådan lød ordene fra den 73-årige drabsanklagede, da retssagen mod ham mandag begyndte i retten i Herning. Det skriver Vejle Amts Folkeblad. Den 73-årige kunne til gengæld ikke forklare, hvorfor han ikke gav sin kone førstehjælp, som han har to kurser i, men i stedet valgte at slæbe hende hen i et hjørne af haven og sætte ild til hende. Ifølge Vejle Amts Folkeblad skal han have forsvaret sig med, at han har haft en hjerneblødning og har en meget dårlig korttidshukommelse.
"Jeg vil ikke begynde med gætterier", lød det fra den anklagede i retten.
Retsmediciner og datter skal vidne
Ifølge anklageren i sagen, Peter Secher Schmidt, stemmer ægtemandens forklaring ikke overens med de skader, som hustruen fik. Tirsdag vidner en retsmediciner samt ægteparrets datter.
Den ti år yngre hustru led af forskellige psykiske sygdomme, og var angiveligt inde i en "dårlig periode", da drabet fandt sted.
Indsend kommentar
Bemærk, at du skal skrive både fornavn og efternavn! Se regler for debat på tvmidtvest.dk