Mundbind revet væk: Apotek i Silkeborg melder om alt udsolgt

Det blev pludselig populært at købe mundbind på Silkeborgs apoteker, efter myndighederne har indført krav om at bruge mundbind i offentlig transport.

På Silkeborg Ørne og Svane Apotek måtte de i dag melde udsolgt på mundbind.
På Silkeborg Ørne og Svane Apotek måtte de i dag melde udsolgt på mundbind.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

På et pressemøde mandag eftermiddag kom meldingen, der nu skal få silkeborgensere og andre borgere i kommunen til at benytte mundbind.

Fremover skal alle, der bruger offentlig transport i Silkeborg nemlig bruge mundbind.

Tiltaget kommer, efter at der den seneste uge i Silkeborg Kommune er blevet konstateret 42 nye smittede med coronavirus.

Kort efter pressemødet, hvor blandt andet sundhedsminister Magnus Heunicke (S) deltog, blev to af Silkeborgs apoteker pludseligt meget populære.

- Der gik ikke lang tid - et par minutter. Så kunne vi godt mærke, at den ene kunde efter den anden kom, fortæller farmaceut Luxneeya Vijitharan fra Silkeborg Ørne Apotek.

Der var hurtigt meldt udsolgt både på Silkeborg Ørne og Svane Apotek.

Mange kunder måtte derfor gå forgæves.

- Det er der jo ikke noget at gøre ved. De kan jo ikke trylle, så jeg må bare se, om der er nogle flere i morgen, siger Pia Ihler Pedersen, der var en af de silkeborgensere, som måtte gå tomhændet fra apoteket i dag.

Der var ikke flere mundbind tilbage på Silkeborg Ørne og Svane Apotek i dag mandag, mens apoteket i Kvickly stadig havde mundbind tilbage, da TV MIDTVEST var forbi.
Der var ikke flere mundbind tilbage på Silkeborg Ørne og Svane Apotek i dag mandag, mens apoteket i Kvickly stadig havde mundbind tilbage, da TV MIDTVEST var forbi.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

I offentlig transport er det et krav i Silkeborg Kommune, mens mundbind endnu blot er en anbefaling i supermarkeder og storcentre.

Derfor vil blandt andet byens Kvickly endnu ikke kræve, at deres kunder benytter mundbind, når de køber ind.

- Det kan ikke udelukkes, at vi kommer med skærpede tiltag. Nu må vi se, hvordan situationen udvikler sig. Men vi har allerede taget rigtig mange restriktioner. Vi spritter alle kontaktflader af flere gange om dagen, siger Lasse Holm Rasmussen, souschef i Kvickly Silkeborg.

Fokus på levering

De afventer lige nu en større plan fra Kvicklys taskforce, der blev lavet, da epidemien startede. Fokus lige nu ligger på levering.

- Vi kan love, at der er rigtig mange mundbind på vej til byen. Jeg har været i kontakt med flere leverandører allerede, som har de gode certificerede mærker, og de er på vej og kommer allerede i løbet af de næste par dage, siger Lasse Holm Rasmussen, souschef i Kvickly Silkeborg.

På grund af den store efterspørgsel har Kvickly valgt, at deres forretnings apotek holder længere åbent, så flest muligt kan nå at anskaffe et mundbind.

- Det er irriterende, men du vender dig til det. Når det er det, der skal til, så gør man det, siger en af kunderne, Lissy Grønbjerg fra Gødvad.

På gågaden har Silkeborg Ørne Apotek også kontaktet deres leverandør for at informere om smittesituationen i Silkeborg, og fra i morgen skulle de gerne begynde at få endnu flere mundbind hjem.

- Vi håber, vi får nok mundbind hjem til at det holde lidt, men det kan godt være vi får udsolgt igen i morgen. Jeg håber, vi får et større parti end vi har haft i dag, siger farmaceut Luxneeya Vijitharan.

Udover Silkeborg Kommune er det også blevet et krav at benytte mundbind i offentlig transport i Odder, Skanderborg, Favrskov, Horsens og Aarhus.