Lokale museer vil huske coronakrisen: - Lige nu skriver vi historie

Museerne er ramt hårdt, fordi de skal holde lukket under coronakrisen. Men alligevel samler de ind - for historien skal huskes.

Ingeborg Svennevig er direktør for de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune.
Ingeborg Svennevig er direktør for de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De midt- og vestjyske museer er fyldt med ting, der fortæller den lokale historie. Det er alt lige fra potteskår fra jernalderen, porcelæn fra 1700-tallet og patroner fra 2. Verdenskrig. Lige nu er flere museer ved at samle ind til den historie, der bliver skrevet netop nu: Historien om coronakrisen.

To af de museer, der beder lokalbefolkningen om hjælp, er de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune og Ringkøbing-Skjern Museum.

- Vi forsøger at samle de gode historier og de ting, der fortæller historier. Vi er altid på udkig efter de ting, der fortæller historier, så når vi har sådan noget som coronakrisen, så ved vi, at vi har historie. Det er nu, vi skal samle ind -  det er nu, folk har tingene, og det er nu, de gode historier stadig er i live. Derfor er vi gået i gang med det her, siger direktør for de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune, Ingeborg Svennevig.

Caroline Larsen, der er museumsinspektør for Ringkøbing-Skjern Museum, forklarer det sådan her:

- Vi er på jagt efter den vestjyske historie. Nationalmuseet tager sig af Danmarkshistorien, så vi er på jagt efter den lokale historie. Det, der kommer til at vise, hvordan coronakrisen ramte i Vestjylland. Det er vi, fordi lige nu skriver vi historie.

Begge museer er hårdt ramt af coronakrisen.

Sådan efterlyser Ringkøbing-Skjern Museum hjælp til at huske coronakrisen.
Sådan efterlyser Ringkøbing-Skjern Museum hjælp til at huske coronakrisen.
Foto: Ringkøbing-Skjern Museum

Børn og borgmester

For ligesom så mange andre steder i landet er også museer ramt af udbruddet af coronasmitte, og derfor holder både de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune og Ringkøbing-Skjern Museum lukket.

Mange medarbejdere er sendt hjem, og derfor beder de begge nu lokale om hjælp til at bevare den historie, der handler om coronakrisen.

- Noget af det, jeg ville synes, var sjovest, er, hvis der har siddet børn derude og lavet ting, der relaterer til corona. Vi er interesserede i genstandene og deres historie, siger Ingeborg Svennevig.

På Ringkøbing-Skjern Museum har de allerede fået noget, der kommer til at blive en del af udstillingen om coronakrisen.

- Vi har allerede været så heldige, at vi har fået lov til at bruge den tale, borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, lagde ud på Facebook, hvor han talte til befolkningen i kommunen. Så håber vi at få en masse personlige historier, en masse minder og måske også nogle genstande, vi kan bruge fremadrettet, siger Caroline Larsen.

Fælles for museerne er, at de gerne vil tage imod stort set alt – så længe det bare fortæller en historie om, hvordan coronakrisen var, blev oplevet eller vil blive husket på vestjysk.