Wilbek bliver i politik selvom han ikke bliver borgmester

Ulrik Wilbek har tænkt sig at være i politik, selvom han ikke bliver valgt som ny borgmester i Viborg Kommune. Det skriver han på Facebook.

Ulrik Wilbek
Foto: Arkiv

- Jeg er på det seneste blevet konfronteret med, at jeg har i tankerne at springe fra det politiske, hvis jeg ikke bliver valgt som borgmester.

Det skriver Ulrik Wilbek i en status på Facebook. Han understreger dog, at det  ikke er tilfældet. Skulle han ikke blive valgt som ny Venstre-borgmester i Viborg Kommune ved næste års kommunalvalg, har han ikke tænkt sig at opgive det politike arbejde.

- Det er klart, at man bliver nødt til at have arbejde ved siden af, når man ikke er fuldtidspolitiker, og det er det kun borgmesteren der er i en kommune af Viborgs størrelse.

- Min primære opgave vil i perioden 2017-2021 ( og forhåbentlig længere) være at arbejde for Viborg kommunes bedste. Uanset om det bliver som borgmester eller ej.