Vraget V-politiker bliver spidskandidat for Konservative

Konservative i Ikast-Brande har præsenteret tidligere Venstre-politiker Annette Mosegaard som ny spidskandidat.

Annette Mosegaard
Foto: TV MIDTVEST

Tirsdag præsenterede Konservative i Ikast-Brande Annette Mosegaard som partiets nye spidskandidat.

Efter Tove Videbæk har besluttet ikke at genopstille til det kommende valg, har partiet været på jagt efter den helt rigtige spidskandidat. Hende har de fundet i den nu tidligere Venstre-politiker Annette Mosegaard. Det skriver aoh.dk.

- I Annette Mosegaard mener vi, at vi har fundet det helt rigtige match. Annettes erhvervsprofil passer perfekt til Konservatives linje, lige som hendes tilgang til politik i al almindelighed er helt i tråd med vores tankegang, siger Tomas Bjerre, formand for Konservative i Ikast-Brande, til aoh.dk.

Annette Mosegaard understreger, at skiftet ikke handler om, at hun smækker med døren.

- Jeg gik efter at blive Venstres spidskandidat, fordi jeg brænder for politik og for at gøre en forskel for kommunen. Jeg brænder stadig for at gøre en forskel - men naturligt nok, så er jeg blevet stækket i Venstre. Jeg har ikke tidligere leget med tanken om at skifte parti, men nogle gange udvikler verden sig i en anden retning, end man forestiller sig, og så mener jeg, at det er vigtigt at navigere ud fra den nye situation, siger Annette Mosegaard, som har siddet i byrådet i snart syv år.

Kan gøre en større forskel

Annette Mosegaard tabte i juni valget om at blive Venstres borgmesterkandidat. Her vandt Ib Lauritsen med 235 stemmer mod Annette Mosegaards 207.

Hen over sommeren har den vragede Venstre-politiker nu overvejet den henvendelse, hun fik fra Konservative, som var meget interesserede i hende som spidskandidat.

- Jeg er sikker på, at jeg som Konservatives spidskandidat kan få mulighed for at gøre en større forskel for kommunen end som menigt Byrådsmedlem af Venstre. I Konservative får jeg en større mulighed for, at trække tingene i den retning, jeg mener, er den rigtige, siger hun.

Konservative skal nu i gang med forberedelserne frem imod kommunalvalget i november 2017.