Virksomheder får hjemve

En rundspørge blandt fagforeningen Dansk Metals tillidsmænd viser, at danske virksomheder i stigende grad hiver produktion hjem fra udlandet.

grundfosrobot.jpg
Foto: Grundfos

Efter det i en årrække har været en klar tendens, at danske virksomheder har rykket dele af produktionen til udlandet, så ser det nu ud til, at flere og flere virksomheder trækker produktionen hjem til Danmark igen, det skriver Dansk Metal i en ny analyse baseret på en rundspørge blandt foreningens tillidsfolk. 

Næsten hver tredje danske virksomhed siden april 2015 har flyttet produktion fra udlandet til Danmark. Ud af 238 tillidsrepræsentanter, der arbejder på virksomheder, der tidligere har flyttet produktion til udlandet, svarer 71, at de nu oplever den modsatte bevægelse.

- Danmarks konkurrenceevne er forbedret de senere år, og industriens produktivitet er også bedre end sit rygte, så der er med andre ord åbenlyse fordele ved at flytte produktion tilbage til Danmark. For visse produkter er leveringshastigheden, kvaliteten og pålideligheden simpelthen højere i Danmark. Der er gunstige vilkår for produktionsvirksomheder i Danmark, og jeg håber, endnu flere vælger at flytte produktion hjem igen, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby

Robotter kan trække mere produktion hjem

Ifølge analysen, er det oftest virksomheder, der bruger robotter i produktionen, der trækker produktion tilbage til Danmark. 

- Selvom flere robotter og mere teknologi uden tvivl vil gavne den danske industri, så er det meget vigtigt, at vi også holder øjet på bolden, når det kommer til de mennesker, der skal styre blandt andet produktionsrobotterne. Lige nu holder vi teknologimotoren kørende, men det vil snart blive et problem at blive ved med at skaffe de rette kompetencer til at udnytte blandt andet robotteknologien optimalt i Danmark, siger Thomas Søby.